Brasilianske forskere spærrede øjnene op.
De har længe været fascineret af øen Trindade, der ligger lidt over 1.000 kilometer fra det brasilianske fastland ude i Atlanterhavet.
»Det her er nyt og skræmmende på samme tid, fordi forurening har nået geologi,« siger Fernanda Avelar Santos, geolog på universitet i Parana, til CNN.
De har nemlig fundet sten lavet af plastikaffald på den øde ø, der er et tilflugtssted for skildpadder.
Plastikken er smeltet og har filtret sig sammen med stenene på øen, så der er opstået en slags plastiksten.
De består af naturlige materialer som sand og skaller blandet med plastikaffald fra menneskelig aktivitet. Forskerne kalder dem for »plastolitter« og advarer om, at de kan have alvorlige konsekvenser for miljøet og dyrelivet.
»Det er skræmmende at se sådan noget på en øde ø,« siger Patricia Cordeiro, der er leder af forskningsholdet fra Federal University of Espírito Santo.
»Det viser, at vi har et stort problem med plastik i havene.«
Trindade er et af verdens vigtigste bevaringsområder for grønne skildpadder, og tusindvis ankommer til øen hvert år for at lægge deres æg.
Ifølge Patricia Cordeiro er plastolitterne dannet ved naturlige processer som erosion og vulkansk aktivitet. Plastikaffaldet – især fra fiskenet – bliver nedbrudt til mindre stykker af sollys og bølger og bliver derefter blandet med andre materialer under højt tryk.
Forskerne siger, at de ikke ved præcis, hvor mange plastolitter der findes på Trindade-øen eller andre steder i verden.